Upload filer
Du uploader filer i Filer: klik på Ny, vælg Upload filer, og markér dine filer, eller træk dem direkte ind i vinduet. Du kan uploade op til 20 filer ad gangen på højst 1 GB hver.
Sådan uploader du
- Gå til Filer i sidemenuen.
- Klik på Ny, og vælg Upload filer. Du kan også trække filerne ind og slippe dem et vilkårligt sted på siden.
- Tjek listen i uploaderen. Du kan omdøbe en fil ved at klikke på navnet, eller tage den af listen med krydset.
- Klik på Upload.
Filerne lander derefter i den mappe, du står i.
Hvilke filer du kan uploade
Billeder: JPG og JPEG (også JFIF), PNG, GIF, BMP og WebP. Et HEIC-billede fra en iPhone bliver automatisk lavet om til JPEG, når du uploader det.
Video: MP4 og M4V, MOV, MKV, WebM, 3GP og 3G2.
Lyd: MP3, WAV, M4A, AAC, FLAC, OGG og Opus.
Dokument: PDF og Excel (XLSX og XLS). En PDF bliver ved uploaden lavet om til billeder side for side, så alle skærme kan vise den. En Excel-fil bliver lavet om til en eller flere sidebilleder pr. regneark. Det er et øjebliksbillede: ændrer du tallene, skal du uploade filen igen. Vil du have tal, der opdaterer sig selv, så brug Excel Online- eller Google Sheets-appen.
Et par udbredte filtyper kan du ikke uploade:
- SVG. En SVG kan du til gengæld bruge som logo på fanen Brand identitet og som element i Designer.
- AVI, WMV og FLV.
- PowerPoint- og Word-filer. Brug den tilhørende app i stedet, så holder dokumentet sig oven i købet opdateret af sig selv, eller eksportér det først som PDF. Se Microsoft 365 og Google Workspace.
Hvilken videocodec du skal bruge
Ved video er det ikke kun filendelsen, der tæller, men også codec'en, altså måden billedet er gemt på inde i filen. To filer, der begge ender på .mov, kan indeholde vidt forskellige codecs, og ikke alle codecs kan afspilles af en skærm.
Understøttet er H.264, H.265 (HEVC), VP8, VP9 og AV1.
Ikke understøttet, heller ikke når de ligger i en MP4 eller MOV:
- Apple ProRes
- QuickTime Animation (RLE)
- Motion JPEG
- MPEG-4 Part 2
Screenbird læser codec'en ud af selve filen, når du uploader. Er den ikke understøttet, ser du med det samme, hvilken codec der blev fundet, og filen bliver ikke uploadet. Eksportér på ny som MP4 med H.264, for den kombination spiller på alle typer skærme.
Grænser for størrelse og opløsning
- Højst 20 filer ad gangen.
- Højst 1 GB pr. fil.
- Video op til 3840x2160 (4K), liggende eller stående (2160x3840). En video, der er bredere, som 4096x2160 (biograf-4K), bliver afvist: mange playere, som sticks og tv'er, kan ikke afspille den med deres videochip, så billedet hakker, eller playeren går i stå.
- Undtagelse for striber: en video, der er mindst fire gange så bred som høj, som et LED-banner på 8704x192, må gerne være bredere, så længe den i alt ikke har flere pixels end 3840x2160. Sådan en stribe spiller fint på en pc-player, men ikke på en stick eller et tv.
- Video op til en bitrate på 150 Mbit/s.
- Billeder over 4K (mere end 3840x2160 pixels i alt) giver en advarsel, for ikke al hardware håndterer det lige gnidningsfrit. Du kan godt uploade dem alligevel.
- Billeder over 59 megapixels, eller bredere eller højere end 12.000 pixels, bliver afvist.
Eksportér video som MP4 med H.264 i 1920x1080, eller 3840x2160 til en 4K-skærm. En bitrate på 10 til 20 Mbit/s er rigeligt. Hold dig til 1920x1080 (Full HD) på billeder, eller til opløsningen på den skærm, de skal vises på. Se Indholdets opløsning.
Sådan erstatter du en fil
Har du en ny version af en fil, for eksempel en video, der er eksporteret igen, så erstatter du filen uden at tage den ud af dine afspilningslister.
- Højreklik på filen i Filer, eller klik på de tre prikker.
- Vælg Erstat fil, og markér den nye fil.
- Klik på Erstat.
Filen beholder sit navn, sin mappe, sine rettigheder og sin gyldighed og bliver på samme plads i afspilningslister, tidsplaner, designs og skærme. Skærmene henter automatisk den nye version. Vil du have et andet navn, så brug Omdøb.
- Et billede kan du erstatte med et billede eller en video, og en video med en video eller et billede. Bruges filen i et design, i en app eller som baggrund på en skærm, kan det kun ske med den samme slags fil.
- En PDF erstatter du med en PDF, lyd med lyd.
- Ligger en video i en afspilningsliste med sin egen længde som varighed, får den længden af den nye video. En varighed, du selv har indstillet, bliver stående.
- For den nye fil gælder de samme grænser som ved upload.
Lagerplads
Der er 10 GB lagerplads inkluderet pr. skærm i dit abonnement. Har du brug for mere, køber du ekstra lagerplads til via Indstillinger > Abonnement. Se Administrer dit abonnement.